Bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land trådte i kraft den 1. juni 2024.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har udgivet en vejledning om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land. Den har til formål at hjælpe både kommunerne og solcelleopstillerne med at tage alle relevante forhold i betragtning, når de vil planlægge solcelleanlæg i det åbne land.

Energistyrelsen har udgivet en eksempelsamling om kommunernes planlægning for solcelleanlæg. Eksempelsamlingen indeholder eksempler på afvejning af hensyn inden for forskellige temaer inden for planlægning af solcelleanlæg i det åbne land.

Der er ikke på nuværende tidspunkt fastlagt forpligtende målsætninger for de enkelte kommuner. Aftalepartierne bag Aftale om udbygningen af sol og vind på land fra 10. oktober 2025 har en ambition om, at sikrer rammevilkår, der kan muliggøre en markedsdrevet firedobling af elproduktionen fra solenergi og landvind frem mod 2030. Der er dog ikke tale om individuelle mål for kommunerne.

Elproducerende anlæg på land over 25 MW skal have en elproduktionstilladelse udstedt af Energistyrelsen. Med elproduktionstilladelsen følger vilkår om sikkerhedsstillelse for nedtagning, der forpligter opstiller til at stille sikkerhed for de omkostninger, der er forbundet med nedtagning af anlægget, oprensning af jord mv., når anlægget er udtjent. 

Ved ansøgning om elproduktionstilladelse vurderer Energistyrelsen projektejers finansielle og tekniske kapacitet. Den finansielle kapacitet vurderes ud fra, om en række økonomiske nøgletal er tilstrækkeligt solide til forsvarligt at kunne drive elproduktion. Herunder vurderes, om den finansielle kapacitet er tilstrækkelig til, at der kan stilles sikkerhed for at dække reetableringsomkostningerne i år 10 efter idriftsættelse. Der bliver ført et årligt tilsyn med alle indehavere af elproduktionstilladelser. Energistyrelsen genvurderer hvor ejernes tekniske og finansielle kapacitet i forbindelse med det årlige tilsyn

Opstiller af elproduktionsanlæg skal fremsende en opgørelse over reetablerings-omkostningerne senest efter 9 år fra idriftsættelse af anlægget. Senest 10 år fra idriftsættelsen af anlægget skal opstiller fremsende dokumentation på, at selskabet har midlerne til at dække reetableringsomkostningerne. Dokumentationen skal blandt andet indeholde en garanti for reetableringen, der sikrer, at elproduktionsvirksomheden kan dække reetableringsomkostningerne, den dag elproduktionen ophører. Garantien kan være udformet som en bankgaranti, en moderselskabsgaranti (såfremt der er tale om en selskabsstruktur der muliggør dette) eller solidarisk hæftelse af kommuner. Nogle selskaber har også valgt at hensætte et beløb på en konto som sikkerhed for reetableringen. 

I tilfælde af konkurs gælder den almindelige konkursret. Ved en eventuel konkurs kan et andet selskab overtage driften af et anlæg, herunder blandt andet forpligtelsen til at have tilstrækkelig finansiel kapacitet og sikkerhedsstillelse for reetablering, efter proceduren i elforsyningslovens § 53, stk. 1. 

Elproducerende VE-anlæg på under 25 MW og ned til 10 MW er ikke omfattet af de samme regler om garantistillelse. Disse anlæg skal dog blot meddele Energistyrelsen og Energinet om etablering eller væsentlig ændring i overensstemmelse med elproduktionsbekendtgørelsen. Alle VE-anlæg med en el-kapacitet på under 10 MW er undtaget fra regler om forudgående tilladelse til etablering og væsentlige ændringer. 

Der kan læses mere om det elproduktionstilladelser på Energistyrelsens hjemmeside.

Der findes i dag fire VE-ordninger i VE-lovens kapitel 2, som har til hensigt at fremme lokal og kommunal opbakning af VE-anlæg. Reglerne omfatter solcelleanlæg opstillet på terræn som har en installeret effekt på 500 kW eller derover, solcelleanlæg på søer samt vindmøller højere end 25 m. Det er opstillerne af VE-anlæg, som dækker udgifterne til kompensation i alle ordninger. Ordningerne gælder anlæg, som har opnået byggetilladelse efter d. 1. juni 2020. 

Find mere information om VE-ordningerne på Energistyrelsens hjemmeside.

 Naboer i beboelsesejendomme inden for 200 meter fra et solcelleanlæg er omfattet af salgsoptionsordningen og VE-bonusordningen og kan søge om at få vurderet værditab, uden at skulle betale gebyr.

Når der opmåles i forhold til de nævnte VE-ordninger omfatter et solcelleanlæg både paneler, stativer, invertere og transformere. Hvis inverter og transformer er placeret i en teknikbygning, så udgør denne også en del af solcelleanlægget, i henhold til VE-loven. Dertil kommer, at et eventuelt hegn og afskærmning, herunder beplantningsbælter, som opstiller etablerer i forbindelse med et solcelleanlæg, også skal medregnes som en del af solcelleanlægget.

Ved beregning af afstand til beboelsesejendom, så skal denne afstand beregnes frem til beboelsesejendommen, og ikke blot matriklen. Altså opmåles de 200 meter som afstanden mellem solcelleanlæggets ydre grænse (hegn, beplantning og lignende) og selve beboelsesejendommen.

De nærmere regler omkring VE-ordningerne er fastsat i VE-loven. Af lovens § 13 fremgår det, at en opstiller skal tilbyde husstande inden for 200 meter af et solcelleanlæg en salgsoption. Salgsoptionsordningen finder kun anvendelse, såfremt en beboelsesejendom er hel eller delvis beliggende inden for 200 meter af et solcelleanlæg, samt der i forbindelse med værditabsvurdering vurderes et værditab på over 1 pct.

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, (lokalplankataloget), hvad der kan fastsættes bestemmelser om i en lokalplan. Lokalplankataloget er udtømmende. Der vil således efter omstændighederne kunne stilles krav til beplantning af ubebyggede arealer, jf. § 15, stk. 2, nr. 12.

Der kan knyttes vilkår eller betingelser til en tilladelse, såfremt de er i overensstemmelse med planlovens formål og sagligt begrundet i forhold til de hensyn, som varetages i planloven, herunder i landzonereglerne.

Planloven indeholder en mulighed for at give en landzonelokalplan bonusvirkning. Det betyder, at lokalplanen erstatter en ellers nødvendig landzonetilladelse. Bonusvirkning kan f.eks. anvendes, hvor der er tale om en lokalplan for et konkret projekt som eksempelvis et solcelleanlæg.

Der er i landzoneadministrationen praksis for, at der kan fastsættes betingelser om, at et anlæg skal fjernes, når det ikke længere benyttes (fjernelsesvilkår), og evt. vilkår om reetablering. Det er Plan- og Landdistriktsstyrelsens umiddelbare vurdering, at en kommune vil kunne optage bestemmelser i en landzonelokalplan om, at et givent område skal anvendes til f.eks. solcelleanlæg, og at udlagte områder til f.eks. stier og vild natur mellem solcellerne skal anvendes som et rekreativt grønt område. Ved at indsætte et fjernelsesvilkår for solcelleanlægget i landzonelokalplanen, vil det få den retlige betydning, at solcelleanlægget skal fjernes efter brug. Det vil ikke ændre på, at de tilbageværende stier og vild natur fortsat vil være udlagt til et rekreativt grønt område, og vil således være sikret ved lokalplanen.

På sologvindinfo.dk kan man se den samlede registrerede nettilsluttede kapacitet for solcelleanlæg og vindmøller på kommuneniveau. Det er også muligt at se, hvor på kortet de enkelte VE-anlæg er placeret. Informationerne er baseret på Energistyrelsens stamdataregister, hvor netselskaberne løbende indrapporterer nye oplysninger om nettilslutning af solcelleanlæg og vindmøller. Data justeres derfor løbende, og der kan også være en tidsmæssig forskydning fra anlæg nettilsluttes, og til de bliver registreret i stamdata. Der vil dermed altid være tale om et øjebliksbillede.

Bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land trådte i kraft den 1. juni 2024.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har udgivet en vejledning om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land. Den har til formål at hjælpe både kommunerne og solcelleopstillerne med at tage alle relevante forhold i betragtning, når de vil planlægge solcelleanlæg i det åbne land.

Energistyrelsen har udgivet en eksempelsamling om kommunernes planlægning for solcelleanlæg. Eksempelsamlingen indeholder eksempler på afvejning af hensyn inden for forskellige temaer inden for planlægning af solcelleanlæg i det åbne land.

Der er ikke et entydigt svar på, hvornår et solcelleanlæg er lokalplanpligtigt. Det vil altid komme an på en konkret vurdering. Generelt fastsætter planlovens § 13, stk. 2, at der skal tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder. Ved vurderingen af, om et byggeprojekt skal betragtes som et større bygge- eller anlægsarbejde, er det afgørende kriterium ifølge lovbestemmelsens motiver og praksis, om projektet vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø. Vurderingen af om et projekt er ”større”, er derfor relativ. Selve omfanget af projektet har stor betydning, men hertil kommer projektets konkrete visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser bedømt i forhold til områdets karakter. I en konkret sag, har Planklagenævnet truffet afgørelse om, at et solcelleanlæg på ca. 1 ha udløste lokalplanpligt i forhold til omgivelserne.

Den fysiske planlægning for vindmøller i det åbne land reguleres i medfør af planloven samt Bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller. Det er kommunerne, som er planmyndighed for hustandsvindmøller samt større vindmøller.

I tråd med al anden planlægning kræver planlægning af vindmøller en afvejning af forskellige interesser, herunder varetagelse af hensyn til naboer, natur- og landskabsinteresser m.v. 

I Vejledning om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller kan man læse nærmere for planlægningen af vindmøller samt orientere sig om regler for støj, skyggekast m.v.

Kommunerne skal varetage de nationale interesser i kommuneplanlægningen. Der kan ikke peges på særlige nationale interesser, der er vigtigere end andre, da det afhænger af, hvilken national interesse det konkrete areal er af. Oversigten over nationale interesser i kommuneplanlægning (opd. 2025) sammenfatter de nationale hensyn, som staten påser i kommunernes kommuneplanlægning. Det fremgår også af oversigten, hvilken statslig myndighed der varetager hver national interesse, og som kommunerne kan kontakte for dialog.

Særligt for vedvarende energi, varetager Energistyrelsen den nationale interesser om vedvarende energianlæg, som findes under kapitlet om Klimabeskyttelse i oversigten. Det er en national interesse, at der sikres arealer til udbygning af vedvarende energianlæg. Arealreservationerne til de største vedvarende energianlæg, herunder vindmøller og solceller, er afgørende for at sikre tilstrækkelig kapacitet og andel af vedvarende energi i Danmarks energisystem. Derfor skal kommunerne i deres planlægning tage hensyn til udbygning af vindmøller og solcelleanlæg, da anlæggene er nødvendige for den nationale energiforsyning og for den grønne omstilling.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for (men er ikke forpligtet til) at ekspropriere med hjemmel i planlovens § 47, dvs. når det er nødvendigt for at kunne realisere en lokalplan. Muligheden for ekspropriation bortfalder, hvis kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation ikke er truffet, inden 5 år efter at planen er trådt i kraft. 

Ekspropriation efter planloven kan ske under opfyldelse af en række betingelser. Læs mere herom i Vejledning om reglerne for ekspropriation efter planloven (VEJ nr 9381 af 09/04/2019)

Det er en national interesse, at bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber som udgangspunkt friholdes for tekniske anlæg, så de landskabelige kvaliteter og oplevelser ikke udviskes og forsvinder for bestandigt. Se Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) fører tilsyn med, at de nationale landskabsinteresser udpeges, sikres og bevares.

Retningslinjerne i kommuneplanerne skal sikre, at bevaringsværdige landskaber som udgangspunkt friholdes for ny bebyggelse og anlæg, at større sammenhængende landskaber som udgangspunkt friholdes for større bebyggelse og anlæg og at kvaliteten af de bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber bevares og styrkes. Desuden føres tilsyn med at planforslag udformes, så de som udgangspunkt ikke forringer eller reducerer de udpegede landskaber.

Der kan ikke nedlægges generelle forbud mod opsætning af VE-anlæg i beskyttede landskabsudpegninger. Forudsætningen er, at der ved henvendelser om VE-anlæg foretages en konkret og individuel vurdering af, om de karakteristiske landskabstræk og landskabsoplevelser kan fastholdes og evt. styrkes.

Bevaringsværdige landskaber er karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet. De knytter sig typisk til landskaber, der er kendetegnet af åse, dale, bakker, skove, sø- og kystområder og er generelt friholdt for anden bebyggelse end den, der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. De landskabelige værdier kan sløres eller forsvinde, hvis der f.eks. etableres byudvikling eller tekniske anlæg, herunder VE-anlæg.

Større sammenhængende landskaber er oplevelsesrige landskabsstrøg, hvor det er muligt at opleve steder i Danmark, som ikke er domineret af bymæssig bebyggelse eller større tekniske anlæg. De udpegede landskaber kan skabe sammenhæng mellem bevaringsværdige landskaber i områder, hvor der er gode udsigts- og landskabsoplevelser. Her kan større VE-anlæg forringe de landskabelige sammenhænge og karaktergivende elementer og strukturer eller have konsekvens for det karakteristiske og oplevelsesrige i de tilhørende bevaringsværdige landskaber.

Det er en national interesse, at de nationale geologiske interesseområder og kystlandskaber udpeges i kommuneplanen, og at de sikres i retningslinjer og ved planlægning. Udgangspunktet er at friholde de værdifulde geologiske områder for VE-anlæg, der slører områdernes indbyrdes overgange og sammenhænge og/eller sløre værdifulde profiler, herunder kystprofiler.

Solcelleanlæg kan på kort afstand virke som synsmæssige barrierer i forhold til at kunne opleve geologiske værdier og formationer, mens anlægget føjer sig til terrænet, når det betragtes fra lang afstand. Vindmøller har på lange afstande en væsentlig visuel indflydelse på oplevelsen af (landskabs- og) geologiinteresser. Gravning vil desuden ved anlægsarbejdet lokalt kunne sløre og udviske værdifulde geologiske profiler. Ved planlægning bør dette indgå i vurderingen af, om et VE-anlæg kan indpasses uden at forringe geologiinteressen.

Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning oplister de nationale interesser, som kommunerne skal tage hensyn til i deres planlægning. Her skal SGAV sikre, at kommunerne tager hensyn til bl.a. nationale geologiinteresser.

For at fremme vedvarende energi i Danmark er det gjort muligt at opstille vindmøller og solceller i herregårds- og godslandskaber, medmindre disse er af en ”særlig kvalitet”. Ved planlægning for vindmøller og solceller i herregårds- og godslandskaber i bevaringsværdige og større sammenhængende landskaber vil staten vurdere, om der er tale om et landskab af en ”særlig kvalitet” eller om der af andre grunde vurderes at være tale om et værdifuldt landskab af national interesse. Det gælder uanset om de pågældende landskaber er udpeget med denne betegnelse i kommuneplanen eller ej. Vurderingen af, om et herregårds- eller godslandskab er af ”en særlig kvalitet”, beror på en konkret og samlet vurdering af de faktiske forhold, sjældenhed, kvalitetskriterier, visuelle oplevelser og bevaringstilstand i det pågældende landskab, herunder sammenhængen mellem naturgrundlaget, kulturgrundlaget og de visuelle kvaliteter. Se Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning.

Der gælder forskellige regler for muligheden for opstilling af solceller i ordningerne, der administreres af hhv. Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen.

I Landbrugsstyrelsens tilskudsordning til Vand- og klimaprojekter er opsætning af vedvarende energi, herunder solceller, mulig, så længe det er foreneligt med projektets effekter og ikke forhindres af anden lovgivning. En eventuel opsætning af solceller på disse arealer kræver en individuel vurdering.

Opsætning af vedvarende energi, herunder solceller, er på nuværende tidspunkt ikke muligt i klima-lavbundsprojekter under Miljøstyrelsens tilskudsordning og i Naturstyrelsens anlægsprojekter. Miljøministeriet er i gang med at undersøge, om reglerne kan ændres til samme regler, der gælder i Landbrugsstyrelsens Vand- og klimaprojekter.

På nuværende tidspunkt, hvis der er ønske om at kombinere et udtagningsprojekt, der får tilskud fra staten, med opsætning af solcelleanlæg, skal der derfor søges om tilskud til projektet under Landbrugsstyrelsens ordning for Vand- og klimaprojekter.

Bemærk at ovenstående udelukkende omhandler om ordningerne tillader at VE kombineres med udtagningsprojekterne. Ovenstående forholder sig således ikke til om der er anden lovgivning på området, der forhindrer opsætning af solceller.

Udgangspunktet er, at byggeri og anlæg mv. ikke er muligt i fredskov, men Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kan i særlige tilfælde dispensere til f.eks. en vindmølle efter en konkret vurdering. Det forudsætter en ansøgning fra lodsejeren til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, hvor der redegøres for projektet.

Muligheden for at give dispensation vil afhænge af, om Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vurderer, om der foreligger samfundsmæssige hensyn, som vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven, og hvis vindmøllen ikke kan placeres uden for fredskov.

Minister for Grøn Trepart kan for arealer, der udpeges som energiparker efter lov om statsligt udpegede energiparker, dispensere fra § 11, stk. 1, til etablering af vindmøller, solcelleanlæg eller tilknyttede anlæg i energiparken, når det er nødvendigt, for at energiparken kan realiseres.

Det er projektets samlede væsentlige miljøpåvirkninger, som skal miljøvurderes. Det vil derfor være i strid med miljøvurderingsreglerne at opdele ét samlet projekt i to eller flere separate projekter. I forbindelse med sagsbehandlingen af en miljøvurderingssag foretager miljøvurderingsmyndigheden(erne) sammen med bygherre en vurdering af, hvad der er omfattet af projektet. Alle projektets dele er omfattet, også de dele som ikke har et selvstændigt bilagspunkt, f.eks. søkabler, udledninger mv.

Det er altid en konkret vurdering, om et VE-anlæg og et tilhørende kabeltrace efter miljøvurderingsreglerne skal behandles som ét samlet projekt eller to separate projekter. I de tilfælde hvor kabeltraceet udelukkende betjener VE-anlægget, fremgår det af EU-vejledningen, at kabeltraceet i mange tilfælde vil være at betragte som en del af det konkrete VE-projekt. Omvendt vil en generel udbygning af det overordnede el-transmissionsnet til brug for flere projekter i mange tilfælde ikke være en del af de konkrete VE-projekter. Det er dog alene retningslinjer, og det er derfor vigtigt at foretage en konkret vurdering ud fra kriterierne i EU-kommissionens vejledning herom. 

For at kunne udelukke forekomsten af bilag IV-arter, skal de pågældende områder være undersøgt tilstrækkeligt og på de rigtige tidspunkter på året. For at sikre dette, anbefaler Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, at DCE’s tekniske anvisninger følges, samt at der søges relevant supplerende information i eksempelvis DCE’s Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV (2023 og 2024). Såfremt tilstedeværelsen af en bilag IV-art ikke kan udelukkes, skal den pågældende myndighed handle ud fra et forsigtighedsprincip og antage, at arten er tilstede.

Hertil bemærkes det, at såfremt et projekt medfører indgreb i bilag IV-arters yngle- og rasteområder, kan en undersøgelse for potentielt forekommende arter ikke undlades, da ethvert indgreb i et levested er at betragte som en forringelse af den økologiske funktionalitet, og indgrebet skal dermed afværges. For padder skal man være opmærksom på at der er risiko for, at juvenile individer opholder sig i rasteområderne i yngleperioden og et indgreb i rasteområderne, uafhængigt af tidspunkt på året, medfører en risiko for individdrab.

Når der i et projekt skal udføres anlægs- og gravearbejde, skal det sikres, at både individ- og levestedsbeskyttelsen for bilag IV-arter er varetaget. Hertil kan inddrages afværgeforanstaltninger som eksempelvis underboring af levesteder, opsætning af paddehegn, eller der kan anlægges/graves uden for levestederne i den/de perioder, hvor bilag IV-arter ikke opholder sig i hhv. yngle- eller rasteområderne. Beslutningen om hvilke afværgeforanstaltninger der anvendes, skal foretages ud fra en artsspecifik tilgang, da der er forskel i arternes adfærd og biologi.  F.eks. benytter løgfrø gerne visse typer af marker i omdrift som rastested, både sommer og vinter. Dette besværliggør aktiviteter i nærheden (500 meter) af ynglevandhuller, uanset årstid, uden forudgående afværgetiltag såsom indsamling og flytning af individer. Læs om de specifikke arter i den føromtalte Håndbog om bilag IV-arter fra DCE.

Det kan i nogle situationer være nødvendigt at indsamle eller flytte individer af bilag IV art, f.eks. bilag IV-padder, hvis paddehegnene afskærer dem muligheden for at vandre mellem deres yngle- og rasteområder. Miljøstyrelsen er myndighed og skal ansøges om dispensation til indsamling og flytning, jf. artsfredningsbekendtgørelsen. Alle informationer, der skal ligge til grund for en dispensation efter artsfredningsbekendtgørelsen, for så vidt angår bilag IV-arter, skal foreligge forud for, at der kan meddeles tilladelse til projektet efter miljøvurderingslovens § 25. Årsagen hertil er, at en dispensation til indsamling og flytning af bilag IV-arter er at betragte som en fravigelse i habitatdirektivets forstand og forudsætter en mere detaljeret redegørelse.

Såfremt det ikke kan sandsynliggøres, at bilag IV-beskyttelsen kan varetages på et tilstrækkeligt højt niveau, der imødekommer den meget strenge beskyttelse af både individer og levesteder, kan projektet ikke opnå tilladelse.

Afslutningsvist bemærkes, at der ligeledes er et forbud mod individdrab af nationalt fredede arter, jf. artsfredningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1.

I screeningssager skal der udarbejdes en væsentlighedsvurdering, hvor det på det foreliggende grundlag skal kunne udelukkes, at projektet kan medføre en væsentlig påvirkning på habitatnaturtyper og arter på udpegningsgrundlaget (bilag II-arter). Dette er uafhængig af, om projektet realiseres inden for eller uden for et Natura 2000-område.

Bestanden af bilag II-arterne tilknyttet et Natura 2000 område, er også beskyttet, selvom arten opholder sig uden for Natura 2000 området. I forbindelse med underboringer kan der forekomme blowouts, som er utilsigtede hændelser, hvor boremudder finder vej til overfladen, og potentielt kan påvirke arter og naturtyper på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området.

Hvis underboringen foretages under et vandløb, enten i et Natura 2000-område, eller eksempelvis under et vandløb, der løber til eller fra et Natura 2000-område, kan blowout potentielt medføre påvirkning på udpegningsgrundlaget (eksempelvis fisk, som lampretter, herunder også æg og yngel, arter af muslinger, m.v.).

Hvis ikke der er udført undersøgelser, kan det være svært at udelukke, hvorvidt der på den konkrete placering for underboringen, er vigtige elementer for arterne på udpegningsgrundlaget, eksempelvis gydebanker eller fastsiddende arter, og om et eventuelt blowout kan påvirke bevaringsstatussen for disse arter.

Når der skal udføres underboringer, udarbejder entreprenørerne ofte en beredskabsplan, der beskriver hvordan et eventuelt blowout skal håndteres og hvordan der ryddes op efter et.

Beredskabsplaner vil som udgangspunkt være at betragte som en afværgeforanstaltning. Afværgeforanstaltninger for arter og naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder, kan ikke medtages i screeningssager, men medfører, at projekterne skal gennemgå en fuld miljøvurdering. For at en beredskabsplan ikke anses for at være en afværgeforanstaltning, skal der i væsentlighedsvurderingen kunne redegøres for, at det kan udelukkes, at et blowout med den størst tænkelige mængde boremudder, kan medføre en væsentlig påvirkning af udpegningsgrundlaget, hvis det ikke samles op. I et sådant scenarie, kan en beredskabsplan og evt. oprydning efter et blowout være en anlægsteknisk del af projektet og ikke en afværgeforanstaltning. Dette vil dog altid afhænge af en konkret vurdering.

Det anbefales, at der altid udarbejdes konkrete beredskabsplaner for de enkelte underboringer, så det sikres, at oprydningsarbejdet tager hensyn til de konkrete forhold, der er på den enkelte lokalitet.

Da VE-anlæg har en meget lang driftsperiode, og det ikke er muligt at forudse, hvordan lovgivningen på området ser ud til den tid, er nedrivning ikke en del af projektet. Nedrivningen af selve VE-anlægget skal derfor ikke miljøvurderes i forbindelse med tilladelsen. Såfremt anlægget skal renoveres eller nedrives i fremtiden, vil det være at betragte som en ændring til det ansøgte projekt. Ændringer til allerede miljøvurderede projekter er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13a, når ændringen kan have en væsentlig skadelig indvirkning på miljøet. Hvis nedrivningen behandles efter miljøvurderingsreglerne skal habitatreglerne tages i betragtning. For nedrivninger der ikke er omfattet af miljøvurderingslovens regler gælder naturbeskyttelseslovens § 29a samt artsfredningsbekendtgørelsens § 10.

Det er miljøvurderingsmyndigheden, der tilrettelægger miljøvurderingsprocessen, herunder samordningen af habitatkonsekvensvurdering og miljøkonsekvensvurderingen. Oftest vil der meget tidligt i forløbet være dialog mellem miljøvurderingsmyndighed og bygherre omkring habitatreglerne idet disse potentielt kan medføre, at projektet ikke kan realiseres eller kræver en fravigelse. Såfremt et projekt kræver en habitatkonsekvensvurdering udløser det også automatisk en fuld miljøvurderingspligt jf. EU-domstolens praksis.

Det kan i få tilfælde vurderes hensigtsmæssigt at udarbejde udkast til habitatkonsekvensvurderingen forud for at den fulde miljøkonsekvensvurderingsproces iværksættes. Dette kun hvis der er mistanke om, at projektet, alene af hensyn til reglerne i habitatdirektivet, ikke kan realiseres. Såfremt habitatkonsekvensvurderingen viser, at projektet ikke konflikter med reglerne i habitatdirektivet, kan habitatkonsekvensvurderingen indarbejdes i den samlede miljøkonsekvensvurdering.

Vær opmærksom på, at vurderinger efter habitatbekendtgørelsen skal fremgå af § 25 tilladelsen. Habitatvurderingen (væsentlighedsvurdering og/eller habitatkonsekvensvurdering) skal derfor stadig være retvisende på det tidspunkt uanset om der tidligere har været dialog om det.

Se mere om samspillet mellem habitatkonsekvensvurdering og miljøkonsekvensvurderingen i Miljøministeriets vejledning om miljøvurdering af konkrete projekter s. 38-42 og habitatvejledningens s. 22. 

Myndighederne har skærpet opmærksomhed på planer og projekter, der vil kunne påvirke arter på udpegningsgrundlaget for Natura 2000 områder. Som udgangspunkt vil det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre et projekt, hvis der er risiko for, at det skader udpegningsgrundlaget. Det gælder også for projekter, der er placeret uden for en udpegning, men risikerer at påvirke "ind i området" eller påvirke arter i bestemte livsstadier, som eventuelt befinder sig uden for udpegningen. Man afgør dette efter en konkret vurdering.

Individbeskyttelsen for fugle gælder overalt jf. fuglebeskyttelsesdirektivet. Nationalt implementeret i artsfredningsbekendtgørelsen og jagt- og vildtforvaltningsloven, hvilket betyder, at fuglene ikke forsætligt må dræbes eller forstyrres. 

Det vil altid være en konkret vurdering, afhængigt af arter på udpegningsområdet, hvor lang en radius fra beskyttelsesområdet man skal vurdere på fuglenes påvirkning af en given plan/projekt. 

Ved væsentligheds- og konsekvensvurderinger skal der tages udgangspunkt i påvirkningen på udpegningsgrundlaget både ift. levesteder og forstyrrelser. Der findes imidlertid ikke en samlet og udtømmende liste over påvirkninger, som skal vurderes ift. fugle, når myndigheder skal gennemføre væsentligheds- og konsekvensvurderinger. Det vil derfor indgå som en del af den indledende fastlæggelse af omfanget af vurderingerne, hvilke påvirkninger som er relevante at foretage afhængigt af projektets/planens konkrete indhold. Det kan således konkret være relevant med en beskrivelse af, hvilke af henholdsvis ynglefugle og trækfugle som er på udpegningsgrundlag på de relevante Natura 2000-områder samt bestandsstørrelse (lokalt og evt. regionalt/nationalt). I lyset af fuglebeskyttelsesdirektivets formål, som er at beskytte alle de fuglearter som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemslandenes område, og forpligtelsen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkeligt forskelligartede og vidtstrakte levesteder for alle vilde fugle indenfor EU, må det antages, at myndighederne i en vurdering af en plan eller et projekts påvirkning på en lokal bestand kan inddrage også de relevante arters bevaringsstatus på nationalt og regionalt niveau. Dette må antages i særlig grad at være relevant for trækkende fuglearter på udpegningsgrundlaget.

Fuglebeskyttelsesdirektivet forpligter sammen med habitatdirektivet medlemsstaterne til at udpege og forvalte særlige beskyttelsesområder (Natura 2000 områderne). Formålet med fuglebeskyttelsesområderne er at opretholde og sikre levesteder, der er blevet forringede eller er direkte truede. Hvert område er udpeget for at beskytte bestemte fuglearter, der enten er sjældne, truede eller følsomme over for ændringer af levesteder (bilag I-arter) - eller som regelmæssigt gæster Danmark for der at fælde fjer, raste under træk eller overvintre (regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter).

Den forpligtelse, der gælder efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 til væsentligheds-/konsekvensvurdering af planer og programmer– og forbud mod at træffe afgørelser, som kan skade Natura 2000-områdets integritet, gælder således også for trækfugle, der er på udpegningsgrundlaget i Natura 2000- områder. Herudover følger det af fuglebeskyttelsesdirektivet, at beskyttelse af de fuglearter, der i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, i vid udstrækning er trækfugle, og betragtes derfor som fælles eje. Effektiv beskyttelse af fuglene er et typisk grænseoverskridende miljøproblem, som medlemsstaterne har et fælles ansvar for.

I forbindelse med habitatvurdering af projekter eller planer, der risikerer at skade arter af særlig fællesskabsinteresse (Fuglebeskyttelsesdirektivet bilag 1) eller trækfugle (Fuglebeskyttelsesdirektivet artikel 4.2.) skal omfang og alvorligheden af mulig negativ påvirkning indgå i habitatvurderingen efter dansk forvaltningspraksis. Vurderingen skal også omfatte arter af direktivinteresse, der optræder som passerende trækfugle i Danmark, f.eks. gæs, traner, rovfugle o.a. Se også nedenfor.

Det vil altid være en konkret vurdering, afhængigt af arter på udpegningsområdet, hvor lang en radius fra beskyttelsesområdet man skal vurdere på fuglenes påvirkning af en given plan/projekt.

En § 25-tilladelse er som udgangspunkt ikke tidsbegrænset, når den er udnyttet. Vær dog opmærksom på, at hvis en tilladelse ikke udnyttes indenfor 3 år efter den er meddelt, bortfalder den dog efter miljøvurderingsloven § 39, stk. 1. Det betyder, at projektet skal være påbegyndt inden for 3 år efter udstedelsen af tilladelsen og derefter fortsat i sædvanlig tempo uden kontinuitetsbrud. Hvis afgørelsen ikke er udnyttet inden 3 år, må bygherren indgive en ny ansøgning. Der er ikke fastsat regler om dispensation fra bestemmelsen, og den kan derfor ikke fraviges.

Indledningsvist skal der foretages en vurdering af hvilke af tiltagene, der udgør en del af det samlede projekt.
Hvis aktiviteterne har karakter af en afbødende foranstaltning i forhold til miljøpåvirkningen fra VE-anlægget, skal de som udgangspunkt indgå i den samlede miljøvurdering. Det er dog altid en konkret vurdering. EU har lavet en vejledning om, hvordan man afgrænser projekter (gravity test) som kan findes her: https://ec.europa.eu/environment/archives/eia/eia-studies-and-reports/pdf/guidel.pdf.

De vilkår der fastsættes i en § 25-tilladelse skal være objektive og være begrundede i forhold til de påvirkninger, der er identificeret i miljøvurderingsprocessen jf. miljøvurderingsloven § 27. Ofte vil afbødende foranstaltninger i forhold til væsentlige miljøpåvirkninger blive fastsat ved vilkår i § 25-tilladelsen. Det kan f.eks. være, at de rekreative tiltag skal afbøde en væsentlig visuel eller landskabelig påvirkning fra VE-anlægget og derfor fastholdes ved vilkår. Der vil altid være en konkret vurdering efter miljøvurderingslovens § 27. Miljøstyrelsens udtalelse er alene af vejledende karakter, og dermed ikke bindende for klagenævnets eller domstolenes senere afgørelser og domme.

Udgangspunktet er, at de individuelle kommuner skal foretage en miljøvurderingsproces og meddele § 25-tilladelse til projektet. Miljøvurderingsbekendtgørelsens samordningsbestemmelser i kap 5. finder anvendelse, så processen bliver koordineret. Efter bekendtgørelsens § 8, stk. 3 skal de to kommuner aftale hvilken myndighed, der varetager opgaven som samordnende myndighed. Vær opmærksom på, at hvis projekter strækker over mere end to kommuner, er Miljøstyrelsen jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 3, stk. 2 miljøvurderingsmyndighed.

Der henvises i øvrigt til FAQ-spørgsmålet om, hvorvidt VE-anlægget og kabel til nettilslutning er et samlet projekt og dermed skal vurderes samlet i henhold til samordningsreglerne.

Man skal i dette tilfælde være opmærksom på, at der er tale om tre selvstændige vurderinger efter henholdsvis VVM-direktivet, habitatdirektivet og vandrammedirektivet. Det er et krav, at væsentligheds-/konsekvensvurderingerne for Natura 2000 skal fremgå af § 25-tilladelsen, jf. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 4. tilsvarende for bilag IV-arter jf. habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 2. Efter indsatsbekendtgørelsens § 8 skal der også være en vurdering af vandrammedirektivet i § 25 tilladelsen. Disse vurderinger kan således som udgangspunkt ikke undlades på baggrund af en afgrænsningsudtalelse.

Det følger af miljøvurderingslovens § 27, stk. 2, at myndigheder kan stille vilkår for tilladelser med henblik på opfyldelse af lovens formål. Vilkår skal stå i et rimeligt forhold til projektets art, placering og dimensioner samt omfanget af dets indvirkninger på miljøet. Det vil derfor altid være miljøvurderingsmyndigheden, der skal foretage en konkret vurdering i den enkelte sag, om hvorvidt MFS medfører en væsentlig miljøpåvirkning i anlægs- eller driftsfasen, og hvilke vilkår der skal til for at begrænse denne.

Ved miljøvurdering af planer og konkrete projekter skal der redegøres for, at planen eller projektet, og de indeholdte anlægs- og driftsmæssige aktiviteters miljøpåvirkninger, kan gennemføres i overensstemmelse med den bindende danske vandplanlægning og den bindende danske havstrategi.

Ved vurdering af overensstemmelse med vandplanlægningen, skal der redegøres for alle direkte og indirekte påvirkninger (negative og positive) af alle direkte og indirekte berørte målsatte overfladevande (kystvande, vandløb og søer) og grundvandsforekomster. Vurderinger skal baseres på den aktuelle miljøtilstand for de konkrete vandforekomster og omfatte redegørelse for påvirkning (og evt. ikke-påvirkning) af de kvalitetselementer, der konstituerer god tilstand, herunder om påvirkningerne kan medføre tilstandsforringelse eller hindre målopfyldelse i hver af de berørte målsatte vandforekomster. Herunder skal det også vurderes om, der er risiko for, at gennemførelse af de fastlagte indsatser kan blive påvirket.

Ved vurdering af overensstemmelse med havstrategien skal der redegøres for påvirkninger (negative og positive) af alle berørte havområder omfattet af havstrategien. Vurderinger skal omfatte redegørelse for påvirkning (og evt. ikke-påvirkning) af de deskriptorer, der konstituerer god miljøtilstand i det konkret berørte havområde.

Redegørelser for påvirkning (og evt. ikke-påvirkning) og vurdering af, om potentielle påvirkninger kan medføre tilstandsforringelse eller hindring af målopfyldelse, skal altid begrundes og evt. dokumenteres.

I forbindelse med ovenstående vurderinger er der en række opmærksomhedspunkter.

Aktiviteter der kan påvirke målsatte vandforekomster og havområder

Der er flere forskellige typiske aktiviteter i anlægs- og driftsfase, der kan påvirke målsatte vandforekomster og havområder direkte og indirekte. Det kan f.eks. være:

• Midlertidige eller permanente grundvandssænkninger
• Udledning af oppumpet grundvand til målsatte overfladevandområder
• Underboring gennem målsatte grundvandsforekomster og potentiel påvirkning fra boremudder
• Underboring af målsatte overfladevandområder og potentiel påvirkning fra boremudder
• Gennemgravning af vandløb
• Afsmitning med miljøfarlige forurenende stoffer fra materialer anvendt i anlægs- og/eller driftsfase
• Ændret hydrologi i projektområdet
• Midlertidige eller permanente ændringer i afstrømning af overfladevand fra befæstede arealer, herunder ændringer i befæstet areal, strømningsveje og hastighed samt kvaliteten af det vand, der ledes direkte eller indirekte til målsatte vandforekomster
• Midlertidige eller permanente ændringer i afstrømning af overfladevand gennem landbrugs-, skov- og andre naturarealer der ledes direkte eller indirekte til målsatte vandforekomster
• Aktiviteter, der ophvirvler sediment, som kan skygge for flora samt frigive næringsstoffer og miljøfarlige forurenende stoffer
• Aktiviteter der i øvrigt kan medføre øget udledning af næringsstoffer og miljøfarlige forurenende stoffer til berørte vandforekomster

Listen er ikke udtømmende.

Afgrænsning af hvilke vandforekomster og evt. havområder, der kan blive berørt direkte og indirekte

Aktiviteter i projektområdet kan direkte og/eller indirekte påvirke de målsatte vandforekomster, der findes i eller i umiddelbar nærhed heraf, men kan også indirekte påvirke vandforekomster langt fra projektområdet. Det er således vigtigt at identificere påvirkningen fra kilden og følge denne i hele vandoplandets udbredelse frem til slutrecipienten, hvor det er relevant. Der er ofte hydraulisk kontakt mellem de målsatte grundvandsforekomster og overfladevandområder. Ydermere kan der være målsatte vandløb, søer og/eller kystvande nedstrøms projekt- eller planområdet, der kan blive påvirket. For kystnære aktiviteter kan der være behov for ikke kun at redegøre for påvirkningen på de berørte kystvandområder, men også at redegøre for påvirkning af målsatte vandløb og søer, der er placeret i nærheden af projekt- eller planområdet.

Høringsmateriale

Vurderinger af overensstemmelse med hhv. vandplanlægningen og havstrategien skal i høring sammen med det øvrige høringsmateriale (screeningsmateriale, miljøkonsekvensrapport eller miljørapport for strategisk miljøvurdering). Vurderingerne kan i den sammenhæng enten integreres i den del af materialet, der redegør for miljøpåvirkningerne eller vedlægges som bilag, som miljøvurderingsrapporten så kan henvise til.

For miljøvurdering af både planer og konkrete projekter anbefales det, at alle redegørelser og vurderinger fsva. vandplanlægning og havstrategi foretages i særskilte kapitler eller afsnit dedikeret til hhv. vandplanlægningen og havstrategien.

Relevante oplysninger kan findes nedenfor.

Vandplanlægning:

Det følger af indsatsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 797 af 13. juni 2023 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter) § 8, at myndighederne ikke må træffe afgørelser, hvis afgørelsen kan medføre forringelse af målsatte overfladevandområders eller grundvandsforekomsters tilstand eller forhindre opfyldelse af de fastsatte miljømål. Det betyder, at det skal sikres, at planen eller projektet ikke vil medføre forringelse af tilstanden i berørte målsatte overfladevandområder eller grundvandsforekomster eller hindre opfyldelsen af de konkret fastsatte mål for disse i miljømålsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 819 af 15. juni 2023 om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster).

Klassificering af overfladevandområders tilstand omfatter klassificering af både økologisk tilstand og kemisk tilstand. Økologisk tilstand klassificeres på grundlag af overvågningsresultater for biologiske kvalitetselementer, dvs. vandområdernes dyre- og planteliv og nationalt specifikke miljøfarlige forurenende stoffer. Hydromorfologiske kvalitetselementer og generelle fysisk-kemiske kvalitetselementer inddrages, hvor der er fagligt grundlag herfor.

Ved klassificeringen af økologisk tilstand sammenholdes overvågningsresultaterne for de biologiske kvalitetselementer med konkrete værdier for grænser mellem kvalitetsklasser, som er fastsat i bilag 3 til overvågningsbekendtgørelsen i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse (EU) 2024/721 (http://data.europa.eu/eli/dec/2024/721/oj). Resultatet af klassificeringen er for det enkelte overfladevandområde angivet som tilstandsklassen for det kvalitetselement, der for det pågældende vandområde er klassificeret lavest (”one out, all out”-princippet). Det vil sige, at et vandområdes samlede tilstand er vurderet på baggrund af det kvalitetselement, der har den dårligste tilstandsvurdering. Klassificering af økologisk potentiale for kunstige og stærkt modificerede vandområder følger samme procedure som klassificering af økologisk tilstand.

Grænsen for god økologisk tilstand ligger ved overgangen fra moderat til god økologisk tilstand. For nationalt specifikke stoffer gælder det, at hvis vandområdet har ikke god tilstand for dette kvalitetselement, kan den højeste økologiske tilstand for vandområdets kun blive moderat.

Kemisk tilstand klassificeres på baggrund af forekomsten af de miljøfarlige forurenende stoffer, der er opført på listen over prioriterede stoffer, jf. tabel 2 bilag 2 i bekendtgørelse nr. 796 af 13. juni 2023 om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, eller der i øvrigt er fastsat miljøkvalitetskrav for på EU-niveau, jf. tabel 5 i samme bilag, og som er omfattet af overvågningen. Den kemiske tilstand klassificeres som værende ”god”, hvis ingen miljøkvalitetskrav fastsat for vand, sediment eller biota for de pågældende stoffer er overskredet. Hvis ét eller flere miljøkvalitetskrav er overskredet, klassificeres den kemiske tilstand som værende ”ikke-god”. Hvis der for et af stofferne foreligger måledata for en matrice, for hvilken der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav, klassificeres den kemiske tilstand som værende ukendt. Ligeledes klassificeres den kemiske tilstand som værende ukendt, hvis der ingen overvågningsdata findes for vandområdet

Vandområdeplaner 2021-2027 samt gældende bekendtgørelser: Vandområdeplanerne 2021-2027 - Ministeriet for Grøn Trepart

Afgrænsning, miljømål, tilstande og indsatser for målsatte vandforekomster kan bl.a. findes på MiljøGIS: https://miljoegis.mim.dk/spatialmap?profile=vandrammedirektiv3-2022

Vandplandata: vandplandata.dk

Miljøvurderingsloven påpeger, at nyeste viden skal indgå i vurderingerne af væsentlig påvirkning af miljøet. Det betyder, at genbesøget af vandområdeplaner for planperiode 2021-2027 med tilhørende bekendtgørelser, der pt. er i udkast, skal indgå i vurderingerne.

Genbesøg af vandområdeplaner 2021-2027 og tilhørende miljøgis med afgrænsninger mm. samt gældende bekendtgørelser: https://sgavmst.dk/vandmiljoe/vandomraadeplaner/overblik-vandomraadeplanerne-2021-2027/genbesoeget-af-vandomraadeplanerne-2021-2027

Havstrategi:

Havstrategiloven (lovbekendtgørelse nr. 123 af 1. februar 2024 om havstrategi) har til formål at fastlægge rammerne for de foranstaltninger, der gennem havstrategien skal gennemføres for at opnå eller opretholde god miljøtilstand i havets økosystemer, og muliggøre en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer. Offentlige myndigheder er ved udøvelsen af deres opgaver forpligtede til ikke at handle i modstrid med de mål og indsatser, der fastlægges i havstrategien, jf. lovens § 18.

Danmarks havstrategi:  https://mim.dk/vores-opgaver/natur-og-biodiversitet/naturen-i-havet#Havstrategi

Havstrategiens miljømål for havområderne er fastsat i Havstrategi II, del 1 Basisanalyse, miljømål og samfundsøkonomisk analyse (2019): https://mim.dk/media/p4negqko/hsii_foerste_del_-_endelig_udgave.pdf

Havstrategiens indsatsprogram er fastsat i Havstrategi II, del 3 Indsatsprogram (2024): https://mim.dk/media/zqknzk1p/indsatsprogram-2024.pdf

Støj fra vindmøller:

Støj fra vindmøller reguleres efter Miljøstyrelsens vindmøllestøjbekendtgørelse, der indeholder bindende grænseværdier for støj ved vindhastigheder på 6 og 8 m/s.

Der er fastsat udendørs grænseværdier, der svarer til et niveau, hvor ca. 10-15 % af befolkningen føler sig stærkt generede af støjen. Der er også fastsat en indendørs grænseværdi for lavfrekvent støj, der svarer til et netop hørbart niveau for mennesker, hvorefter den oplevede gene fra lavfrekvent støj øges stærkt.

Støjgrænserne gælder for den kumulative støj (for alle vindmøller i området), dvs. beskyttelsesniveauet for naboerne er det samme, uanset hvor mange og hvor store vindmøller der sættes op.

Vindmølleprojekter på land skal anmeldes til kommunen, som beskrevet i vindmøllestøjbekendtgørelsen. I en klagesituation skal klagen rettes mod og behandles af kommunen (det gælder også de statslige vindmølletestcentre i Østerild og Høvsøre).

Læs mere om støj fra vindmøller på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/stoej/vindmoeller.

Støj fra solcelleanlæg:

Større solcelleanlæg kan give anledning til støj, da anlægget kan bestå af mange enkelte støjkilder, bl.a. invertere og transformerstationer. Der er ikke som udgangspunkt støjregler, der skal overholdes, da et solcelleanlæg ikke er godkendelsespligtigt.

En støjgene fra et solcelleanlæg kan reguleres efter de almindelige regler efter § 42 i miljøbeskyttelsesloven. Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder vil skulle lægges til grund for et eventuelt kommunalt påbud.

Hvis anlægget er miljøvurderingspligtigt vil støjgener fra anlægget skulle vurderes i miljøkonsekvensrapporten, og her vil udgangspunktet være Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder. Læs mere om Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser fra virksomheder her: https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/stoej/stoejgraenser.

Solceller

Der er blevet foretaget få undersøgelser af solcelleanlægs mulige afsmitning af miljøfarlige forurenende stoffer (MFS) i relation til miljø- og grundvandsbeskyttelse. Miljøstyrelsen har fået udarbejdet en rapport til afdækning af eksisterende viden på området, og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har i forlængelse heraf ud-givet et notat om læsningen af denne rapport i miljøvurderingsøje-med. Disse kan findes her. Det gælder generelt, at der er begrænset viden, som kan omsættes til konkrete anbefalinger. 

Solcellepaneler kan bestå af mange forskellige inorganiske og organiske stoffer, som i sig selv er miljøfarlige, hvorfor materialevalget potentielt er en væsentlig del af risikovurderingen. Risikoen for afsmitning af MFS fra ubeskadigede solcelleanlæg vurderes generelt at være lille. Opstår der fysiske skader på solcellekomponenter, f.eks., ved brand eller hvis materialer brydes, kan der være en større risiko for afsmitning.

Bygherre skal i forbindelse med en screening af konkrete solcelle-projekter redegøre for risiko for afsmitning, og om der kan være en væsentlig påvirkning fra projektet.

Når der gennemføres en miljøvurderingsproces, skal bygherre udarbejde en miljøkonsekvensrapport, hvis formål er at beskrive og vurdere projektets miljøpåvirkninger, dvs. redegøre for risiko for afsmitning og eventuel forurening fra solcelleanlægget. Myndigheden skal ud fra miljøkonsekvensrapporten vurdere, om der kan gives tilladelse til at opstille et solcelleanlæg. Jf. miljøvurderingslovens § 27 kan myndigheden stille vilkår om overvågning, som kan imødegå, at der ikke sker miljøpåvirkning i forbindelse med solcelleanlægget. Dette kan f.eks. indebære krav til overvågning og oprydning i forbindelse med skader på anlæggene, da det formodes at være beskadigede materialer som udgør den største miljørisiko.      

Vindmøller

For vindmøller er der for nuværende begrænset på viden om afsmitning af MFS. I april 2023 udgav Miljøstyrelsen Miljøprojekt nr. 2242: "Screeningsundersøgelse af udvaskning fra vindmøllevinger".  Dette projekt er en screeningsundersøgelse med fokus på udvaskning af bl.a. PFAS og bisphenol A fra intakte og knuste vindmøllevinger og andre glasfiberproudukter, hvis og når de anvises til et deponerings-anlæg. Undersøgelsen viser, at det ikke kan udelukkes, at der udvaskes PFAS og BPA fra vindmøllevingeaffald ved deponering. Dog er de målte niveauer meget lave, hvorfor det vurderes, at niveauerne ikke vil kunne bidrage synligt til den samlede PFAS-udvaskning, der ellers er observeret i perkolat fra deponeringsanlæg. Dertil skal det nævnes, at der ikke er en liste over alle de stoffer, der kan findes i vindmøllevinger. Projektet henviser til, at såfremt indholdet af PFAS og BPA i vindmøllevinger skal undersøges i et større omfang, skal der undersøges et større antal prøver. Derudover skal der bl.a. være et større fokus på at undgå krydskontaminering.

Når der gennemføres en miljøvurderingsproces, skal bygherre udarbejde en miljøkonsekvensrapport, hvis formål er at beskrive og vurdere projektets miljøpåvirkninger, dvs. redegøre for risiko for afsmitning og eventuel forurening fra vindmølleanlægget. Myndigheden skal ud fra miljøkonsekvensrapporten vurdere, om der kan gives tilladelse til at opstille et solcelleanlæg. Jf. miljøvurderingslovens § 27 kan myndigheden stille vilkår om overvågning, som kan imødegå, at der ikke sker miljøpåvirkning i forbindelse solcelleanlægget. Dette kan f.eks. indebære krav til overvågning og oprydning i forbindelse med skader på anlæggene, da det formodes at være beskadigede materialer, som udgør den største miljørisiko.

I den nuværende beredskabsregulering af energisektorens anlæg, herunder solcelleanlæg, opererer Energistyrelsen med forskellige klasser, afhængig af anlæggets funktion og betydning for den samlede forsyning i den pågældende delsektor på lokalt, regionalt, nationalt eller europæisk plan. Det fremgår af Bekendtgørelse om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren (BEK 260 af 6. marts 2025), at energisektorens anlæg klassificeres af Energistyrelsen, som opererer med fem forskellige klasser. De forskellige klassers grænseværdier, kan findes under bilag 2 i BEK 260. Dog kan Energistyrelsen jf. bekendtgørelsens § 6 stk. 5 træffe afgørelse om, at en virksomheds anlæg kan opklassificeres uanset grænseværdi, hvis anlægget leverer tjenester til slutbrugere der udgør kritisk infrastruktur i andre sektorer.

Uagtet hvilken klassificering et anlæg falder under, er der i den nuværende regulering krav om fysisk sikring af anlæg. Disse krav skærpes dog, jo højere et anlæg er klassificeret. Energistyrelsen stiller ikke direkte krav om hegn for anlæggene, men anlæg skal have foranstaltninger på plads til at sikre, at forsøg på uautoriseret adgang på virksomhedens anlæg forebygges, opdages og reageres på.

For så vidt angår valg af hegn til sikring af solcelleanlæg, gælder det, at valget om hegn er op til opstillers egen risikovurdering – dog med det forbehold, at klassificerede anlæg skal have etableret førnævnte foranstaltninger.

Yderligere information kan findes på denne informationsside om den gældende beredskabsregulering.

I dag gælder der som udgangspunkt et krav om, at kommunal elproduktion fra solcelleanlæg skal foretages i et udskilt selskab, som er oprettet med begrænset ansvar. Der kan læses mere om de gældende regler her: https://ens.dk/energikilder/solenergi/offentlig-solenergi-spoergsmaal-og-svar. 

Reglerne forventes ændret fsva. kommunale solceller på bygninger i medfør af Aftale om udbygningen af sol og vind på land 2025 af 10. oktober 2025, hvor er det aftalt at fremme opsætningen af solceller på offentlige bygninger. Det indebærer, at kravet om selskabsudskillelse af solcelleanlæg og tilhørende batterianlæg til egetforbrug for kommuner og regioner og kravet om individuel kommunal modregning af besparelser fra solcelleanlæg og tilhørende batterianlæg til egetforbrug fjernes.

Energistyrelsen kan oplyse, at elforsyningslovens hovedregel er, at transport af elektricitet skal ske via det kollektive elforsyningsnet. Der findes enkelte undtagelser til hovedreglen, herunder muligheden for at etablere direkte linjer og interne elektricitetsforbindelser, som er beskrevet nedenfor.

Direkte linjer

Folketinget vedtog d. 20. april 2023 et lovforslag, der tillader etablering af kommercielt ejede direkte linjer mellem produktion og forbrug, som en undtagelse til hovedreglen om at transport af elektricitet skal ske gennem det kollektive net. Etableringen kræver forudgående tilladelse fra Energistyrelsen og opfyldelse af to kriterier samt en række betingelser, som er nedfattet i Bekendtgørelse om tilladelseskriterier, vilkår og ansøgningsproces for etablering af direkte linjer på land– og søterritoriet (BEK nr. 437 af 27/04/2023). En direkte linje muliggør at  et produktionsanlæg  direkte kan forbindes med et forbrugsanlæg (eksempelvis en solcellepark og et PtX-anlæg), og  derved erstatte helt eller delvist brugen af det kollektive elnet. Aktører der etablerer direkte linjer, pålægges dog stadig moms og afgifter, heriblandt en elafgift.

Tilladelsen kræver bl.a. opfyldelse af et ’afstandskriterie’, som betyder, at den direkte linje ikke må medføre etablering af mere net, end hvis anlæggene var individuelt tilsluttet det kollektive elnet. Yderligere er der et kriterie om, at minimum ét anlæg skal være nyetableret. Der er ligeledes begrænsninger på, hvor mange anlæg der må være koblet sammen med en direkte linje, da det ikke må udgøre distributions- eller transmissionsnet. Desuden skal de individuelle anlæg være så store, at de individuelt skal tilsluttes 10 kV nettet eller højere spændingsniveauer.

Mere information om kriterier, regler og en vejledning om hvordan man ansøger om etablering af direkte linjer, kan findes på Energistyrelsens hjemmeside: Etablering af direkte linje | Energistyrelsen.

Interne elektricitetsforbindelser

Energistyrelsen har tidligere udviklet en praksis, der tillod  brugen af interne net som supplement til anvendelsen af det kollektive elforsyningsnet. Praksissen blev kodificeret i elforsyningsloven ved  lov nr. 415 af 25/04/2023, og efterfølgende udmøntet i BEK nr. 438 af 27/04/2023 (bekendtgørelsen for interne elektricitetsforbindelser).

Lov nr. 415 af 25/04/2023 og bekendtgørelsen for interne elektricitetsforbindelser skal ses i sammenhæng med EU-reguleringen på elmarkedsområdet, som bla.a indeholder rammerne for transport af elektricitet via direkte linjer, distributionsnet og transmissionsnet.

Hovedformålet med bekendtgørelsen er, i overensstemmelse med Energistyrelsens hidtidige praksis, at fastsætte de kriterier, der skal være opfyldt, for at en elkunde kan anvende en intern elektricitetsforbindelse. En elkunde kan anvende  en intern elektricitetsforbindelse til, at tilslutte  elkundens produktionsanlæg, placeret i tilknytning til elkundens forbrugssted, til egen forbrugsinstallation og fordeling af elektricitet derfra til elkundens eget forbrug og lagring bag forbrugsstedet.

Det er bekendtgørelsens § 3, som oplister kriterierne for, at en elkunde kan etablere en intern elektricitetsforbindelse. Ifølge ordlyden kan etablering lade sig gøre, i de tilfælde hvor produktionsanlægget er placeret i) på det areal, der ligger bag elkundens forbrugssted eller ii) på et areal, der er umiddelbart tilstødende arealet, der ligger bag elkundens forbrugssted, forudsat at afstanden mellem produktionsanlægget og elkundens forbrugsinstallation ikke overstiger 500 meter som målt i fugleflugt fra elkundens forbrugsinstallation til produktionsanlægget, og at elkunden har råderet over det samlede areal. 

Ydermere er det efter § 3 muligt at etablere interne elektricitetsforbindelser i de tilfælde, hvor produktionsanlægget ejes af elkunden selv, eller ejes og forvaltes af en tredjepart, forudsat at tredjeparten er underlagt elkundens instruktionsbeføjelse, og ikke selv forbruger elektricitet fra anlægget. 

En intern elektricitetsforbindelse kan som udgangspunkt ikke forsyne flere elforbrugere, idet der vil være tale om distribution, hvilket er en opgave som er forbeholdt netvirksomheder med bevilling. Bygningsinterne net er dog undtaget fra denne regel. Inden for én bygning kan en intern elektricitetsforbindelse bruges til at forsyne flere elforbrugere, uanset om elektriciteten leveres fra det kollektive elforsyningsnet eller et produktionsanlæg placeret i forbindelse med bygningen. Denne særregel findes, fordi net inden for én bygning historisk ikke er blevet anset som værende en del af det kollektive elforsyningsnet. På denne baggrund er der i praksis blevet tilladt opsætning af kollektiv måling i bygningens forbrugsenheder uanset privat eller erhvervsmæssig brug og boform (leje, eje og eller andel).

Find mere information om tariffer i elsystemet, herunder rammer og roller på tarifområdet på Energistyrelsens hjemmeside.

Læs mere om elafgifter: Bekendtgørelse af lov om afgift af elektricitet (LBK nr. 1284 af 03/11/2023). 

Det er Plan- og Landdistriktsstyrelsens vurdering, at det inden for rammerne af planlovens regler er muligt under visse omstændigheder at planlægge for batterianlæg i det åbne land, idet der i alle tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om det vil være i overensstemmelse med de hensyn, der skal varetages med planloven. 

For yderligere information, besøg Batterier i tilknytning til VE-producerende anlæg | Plan- og Landdistriktsstyrelsen. 

Beredskabsstyrelsen har i december 2024 udgivet et temahæfte om indsats ved brand i BESS-anlæg. Temahæftet kan læses her.